Om mig

Min personlige rejse fra at passe ind og være usynlig til at leve et mere passioneret og sandt liv for mig.

Jeg er opvokset i en familie med far og mor, og en storebror. Det var sådan en slags familie hvor begge forældre var ordentlige mennesker, arbejdsomme, stabile, respekterede og pålidelige. Jeg har aldrig tvivlet på at når livet kræver en praktisk hånd, så gør de en indsats.

Så var der lige det med følelser. Det var en helt anden ting. Som hos mange andre familier var jeg nød til selv at finde ud af det. Jeg mødte hele spektret, alene på mit værelse og det blev hurtigt til mit gemme sted, når jeg ikke kunne holde dem væk længere.

Jeg havde endnu en fjende - min tanker. Det var ofte dem der satte gang i hele balladen. Tanker som: Jeg er ikke god nok, jeg er dum, jeg er grim, jeg er tyk,  jeg er kedelig, jeg er værdiløs, jeg er forkert og jeg er anderledes på en ufed måde, gør energien rigtig tung, skal jeg hilse og sige. Når du lever i sådan en tankevirkelighed, har du ikke brug for andre til at holde dig nede.

Jeg voksede op som en rigtig dygtig pige, ansvarsfuld, hårdarbejde, ja startede som 11 årig med at gå ture med den mest fantastiske langhårede røde gravhund, Dudi efter skole. Jeg elskede den hund, vi var Månestråle og Puma, forestillede jeg mig. Til dig der ikke lige forstår referencen, så er Månestråle en meget selvstændig, modig og sådan en "jeg kæmper for retfærdigheden" indiansk kvinde. Og Puma, ja var hendes tamme puma, der fulgte hende over alt.

Jeg blev rigtig god til at leve op til forventninger. Der var aldrig ballade med mig, i hvert fald ikke noget mine forældre kendte til. På trods af de vilde følelser, der altid levede i mig, var der sjældent nogen, der var vidne til dem. Jeg var det stille vand på overfladen, mens der inden i rasede en kæmpe tsunami og det føltes som om jeg blev revet itu. 

Ja det var naturkræfter der var på spil, der i mit værelse, på min seng, med hovedet begravet i min pude.

En god metode til at håndtere alle disse ustyrlige og aldrig rigtig velkomne følelser var simpelthen at spise. Jeg spiste når jeg var ked af det, når jeg kedede mig og endda når jeg var lige lovlig glad. Mad, og især søde sager blev virkelig min fornemmelse af tyngde og substans i livet. Der blev hurtigt lidt mere af mig og det startede alle mine mange år med yo-yo vægt, slankekure, vægttab, masser af søde sager og mere kg. end før.

Jeg har altid haft en stærk intuitiv fornemmelse af, at der måtte være mere til livet end det jeg voksede op med i min barndom. 

Jeg må være den yngste selvhjælps-junkie der levet på denne klode. Søgen, søgen og altid søgende, som har ført mig gennem skidt og skrammel, meningsfuld forståelse og til tider, dyb indsigt. 

Jeg kan huske at det første jeg stødte på var inspireret af kærlighed til naturen, ikke langt fra min besættelse af barndomsidolet Månestråle. Det handlede om hvordan vi som mennesker skulle kunne finde svar på livet store spørgsmål ved at lytte til naturen. Der var jeg, teenager med kroppen fyld af følelser, lyttende til naturen.... Jeg kan fortælle, at det var ikke det, der gjorde for mig... 

Men min søgen åbnede dog op for noget i mig, en kæmpe interesse, en passion, en følelse af at være levende, når jeg arbejde mig omkring "et godt liv". 

Det blev til nogle år med flere store rejser rundt i verdenen, yoga-ophold, silent retreats, frivillig arbejde og ikke mindst drama-undervisning, som man måske skulle tro lige var mig.  Det var det ikke, jeg var alt for genert.

Ved siden af  dette havde jeg mit helt nede på jorden, i bokse og kasser, 1 resultat, regnskabsjob.

Jeg mødte manden i mit liv og vi fik 2 børn. Jeg lod det helt frivilligt fylde det meste af mit liv. Kærligheden i mit liv var så intens at den fyldte mig op og for første gang i mit liv stoppede min søgen uden for hjemmets 4 vægge i hvert fald for en tid.

Mine evne til at rette fokus udad, stille mig til rådighed og sætte mig selv på pause, kom mig med i den grad til undsætning. Det kunne være hårdt arbejde, men jeg var så overbevist i mit ikke bevidste sind (ligesom så mange andre kvinder), at jeg var den bedste og den vigtigste.

 Min barsel havde alligevel gjort mig moden til for alvor at tage skridtet ud i at gå videre med min store passion "et godt levet liv" mere professionelt, med 4 år som psykoterapeutstuderende.

På trods af 4 års intensiv terapi, havde jeg stadig ikke fået skabt modet i mig til at springe ud som fuldtidsselvstændig. Jeg plejede at joke med, at jeg var ligesom en skildpadde, hoved frem og kigge, og ups nej tilbage i dækning. Så det blev deltid med klienter og et sikkert fuldtidsjob ved siden af.

Heller ikke en dyr coaching uddannelse oven i, fik mig til at tage springet 100%.

Sidste skud på min "et godt levet liv" stamme, hypnoterapi, har rykket så meget. Det virkelig at arbejde i dybden med alle de gamle begrænsende tanker om mig selv, jeg al altid har slæbt rundt med, min kæmpe frygt for at blive set, følelser af altid at have være lidt anderledes, lidt forkert, lidt for følsom, at andre på ingen måde kunne have gavn af det jeg ved, har bare suget modet ud af mig.

Det føles godt at være et andet sted nu, brikkerne er ligesom faldet på plads inden i mig og jeg er så klar til at gå hele vejen nu og bruge af min kæmpe værktøjskasse som jeg har samlet sammen igennem masser af år.

Jeg håber vi mødes, jeg er i hvert fald så klar til det 🙂

........ Er du der stadig? så giver jeg simpelthen en kop kaffe en dag, tak.